OM ET BORNEUNIVERS
Mit navn er Julie Caspersen, og jeg er mor til to: Freja fra 2017 og Aura fra 2019.
Jeg er uddannet folkeskolelærer med linjefag i bl.a. billedkunst og natur/teknik, og de kreative sider af livet har bare altid haft godt fat i mig. Nok fordi min egen mor har slæbt mig i Panduro Hobby siden jeg kunne gå, og det er jeg hende meget taknemmelig for den dag i dag. For hun lærte mig at holde liv i min kreativitet, min fantasi og på mange måder også barnet i mig. Vi mister nemlig vores fantasi, og dermed vores indre barn, hvis ikke vi aktivt holder liv i og træner fantasien. Og det magiske er, at fantasien kun forstærker sig selv hele tiden, hvis vi giver plads til den. Og lige præcis fantasien, legen, kreativiteten, håber jeg, at mine børn vil tage med sig igennem hele livet.
Jeg startede etborneunivers i 2020 på Instagram, da jeg havde brug for at motivere mig selv til at skabe flere stjernestunder med mine piger – der gik lidt for meget sofa og Gurli Gris i den.
Universet er tænkt som et univers fyldt med inspiration til kreative crafts, børnevenlige opskrifter, sjove lege, hyggelige familieaktiviteter, lidt friluftsliv og alt derimellem faktisk. Der vil også være lidt til de voksne, men primært henvender universet sig til børn og forældre.
Jeg håber, du kan få gavn at siden og selv bringe lidt flere stjernestunder ind i en travl hverdag, hvor vi hurtigt kan glemme at få kigget hinanden i øjnene og snakket sammen, sådan rigtigt. For livet er nu, og jeg tror mange af os vil kigge tilbage ved livets afslutning og fortryde de mange timer, vi tilbragte med hovedet ind i en skærm og i stedet ønske, at vi havde valgt anderledes dengang, det ikke var for sent. At vi havde valgt hinanden noget mere til, sat kvalitetstiden med vores kære højere – også de dage, hvor overskuddet bare ikke lige kunne mærkes.
Jeg øver mig hver dag i at træffe bedre valg som mor. Og derfor vælger jeg fantasien til.
VELKOMMEN!